Osteopati

Hvad er osteopati?

Den menneskelige krops livsfunktioner bliver afstemt med hinanden gennem bevægelse. Bevægelse mobiliserer led, muskler og sener samt nervesystem, organer, blodkar og bindevæv.

Den osteopatiske medicin er en funktionel behandlingsmetode, hvor det at vedligeholde og genetablere bevægeligheden i de forskellige kropsstrukturer står i centrum. Kroppens funktioner er indbyrdes afhængige og en fejlfunktion ét sted kan have vidtrækkende konsekvenser helt andre steder i kroppen.

Osteopatens job er at skelne det unormale fra det normale og hun/han er derfor grundigt uddannet i hvorledes den sunde, raske krop fungerer, så osteopaten via teknikker kan etablere optimal funktion. Dermed skabes rum til, at de forskellige systemer i kroppen genvinder deres balance og helbred igen.

Derfor er en grundig samtale og undersøgelse basis for et forløb her på klinikken.

Det gode helbred er kendetegnet ved at der er balance

Ikke en statisk balance, men en levende foranderlig udveksling mellem alle dele af kroppen og også med vores omgivelser og relationer.

Næsten alle som kommer til behandling har mistet balancen for en stund og målet med behandlingen er at genvinde den igen, så kroppen kan lave det stykke arbejde som den er designet til at udføre.

Ligegyldig hvor syge vi er, kan helbredet altid understøttes. Også gennem alvorlige forløb som feks kemo-kure, autoimmune sygdomme, infektioner og langvarige inflammationstilstande.

I centrum af den osteopatiske tilgang befinder sig overbevisningen om at der nødt til at være en vis frihed i den dans/ koncert af væske-, nerve- og informationsudveksling der finder sted hele tiden. At alle kropsdele og indre systemer er indbyrdes afhængige for at kroppen er i stand til at forny sig og komme af med sine affaldsstoffer.

Så det gode helbred er blandt andet et udtryk for, hvor godt vi kan adaptere mellem forskellige påvirkninger og stresstilstande.  Ikke at vi konstant er i den samme tilstand. Men hvor fleksible, robuste og hurtige er vores reguleringsmønstre så vi kan genvinde balancen.

Alting er ikke altid som det umiddelbart ser ud

Ofte befinder årsagen til dine gener sig helt andre steder, end dér hvor du mærker det. Derfor er din første konsultation på klinikken væsentlig længere end de efterfølgende sessioner.

Det skaber ro og tid til at jeg både kan lytte til din historie og lave en grundig undersøgelse af hele kroppen, så der fremkommer en rød tråd i sammenhængen mellem dit helbred som helhed og de lokale gener du kommer med.  Herefter er der også tid til behandling.